Forord
Denne anvisning om Fugt i bygninger – projektering og udførelse er del af en serie om Fugt i bygninger udarbejdet af BUILD AAU (tidligere Statens Byggeforskningsinstitut). Den afløser og supplerer – sammen med de øvrige anvisninger i serien – den nuværende SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger, 2. udgave, der udkom i 2013.
Bygningsreglement 2018 foreskriver, at bygninger skal konstrueres og udføres, så fugtskader undgås. Dette betyder, at bygninger skal udformes, så regn, sne, overfladevand, jordfugt, byggefugt, kondensvand, luftfugtighed og brugsvand ikke medfører skade. Det betyder også, at projektering og udførelse må tilrettelægges og gennemføres med tilstrækkelig beskyttelse mod klimaet, og at der ikke i byggeprocessen introduceres uhensigtsmæssige fugtpåvirkninger af materialer og konstruktioner. Endelig må bygningers konstruktioner og materialer ikke have et fugtindhold, der ved indflytning medfører risiko for vækst af skimmelsvamp.
De fleste emner i denne anvisning har ikke været behandlet i den foregående fugtanvisning. Hensigten med denne udvidelse af emnerne er at reducere de mange omfattende og kostbare skader, der opstår hvert år som følge af uhensigtsmæssige forhold under projektering og udførelse. Anvisningen skal medvirke til at gøre vore bygninger mere fugtsikre – både ved nybyggeri og ved renovering af eksisterende bygninger. Anvisningen er udformet, så den kan være en hjælp til både projekterende og udførende.
Anvisningen giver værktøjer til brug ved planlægning, projektering og udførelse, og den henviser specifikt til et værktøj til beregning af de økonomiske konsekvenser af at anvende overdækninger af forskellige typer i byggefasen. Anvisningen gennemgår også forhold i forbindelse med et- og fem-årsgennemgang og udbedring. Der vises en række eksempler på, hvordan opgaver kan gribes an både ved planlægning, projektering og udførelse.
Seniorforsker Erik Brandt har været projektleder og hovedforfatter på denne anvisning. Han har været bistået af en række medforfattere: adjungeret professor, direktør, civilingeniør, Tommy Bunch-Nielsen, Bunch Bygningsfysik; forsker, civilingeniør, ph.d. Tessa Kvist Hansen; seniorforsker, civilingeniør, ph.d. Martin Morelli og professor, civilingeniør, ph.d. Anker Nielsen.
Vi takker bidragyderne for den økonomiske og praktiske støtte, som har muliggjort gennemførelse af projektet. Også en stor tak til følgegruppen for konstruktive diskussioner og værdifulde input i forbindelse med udarbejdelsen af anvisningerne.
BUILD AAU, Sektionen for Byggeteknik, Processer og Indeklima
December 2022
Ruut Peuhkuri
Forskningschef