Gå til indhold

2 generelle forhold

I det følgende gennemgås en række generelle forhold, som har betydning for fugtforholdene i byggefasen. Disse kan betragtes som ‘værktøjer’, der kan anvendes i flere af byggeriets faser. Desuden er der et afsnit om fugtsagkyndige, som kan bistå, hvor der lægges vægt på at undgå fugtproblemer både under udførelsen og i driftsfasen.

2.1 Fugtrisikoklasser 

Risikoen for, at der vil opstå fugtproblemer i udførelsesfasen for et byggeri, afhænger især af: 
  • Hvor sårbart byggeriet er over for fugt.
  • Hvor stor fugtpåvirkningen er under udførelsen.
Ved at kombinere sårbarheden og den forventede fugtpåvirkning kan det vurderes, hvilken fugtrisikoklasse byggeriet befinder sig i. Byggeriets parter kan ud fra fugtrisikoklassen vurdere, hvilke forholdsregler det vil være hensigtsmæssigt at tage for at undgå fugtskader, fx totaloverdækning, løbende fugtmålinger eller bistand af en fugtsagkyndig. 
Med i vurderingen bør også indgå konsekvenserne af eventuelle fugtskader, herunder både på selve bygningen og eventuelle følgeskader. Tabel 1 beskriver de fugtrisikoklasser, der opereres med. 
Tabel 1. Fugtrisikoklasser for byggeri som funktion af forventede fugtpåvirkninger under udførelsen og sårbarheden over for fugt. 
Bygværkets sårbarhed
over for fugt 
Fugtpåvirkninger under udførelse 
Lav 
Middel 
Høj 
Lav 
Fugtrisikoklasse 1 
Fugtrisikoklasse 1 
Fugtrisikoklasse 2 
Middel 
Fugtrisikoklasse 1 
Fugtrisikoklasse 2 
Fugtrisikoklasse 3 
Høj 
Fugtrisikoklasse 2 
Fugtrisikoklasse 3 
Fugtrisikoklasse 3 

2.1.1 Fugtpåvirkninger under udførelse 

Fugtpåvirkning kan klassificeres efter nedenstående overordnede retningslinjer. Indplacering i fugtrisikoklasse sker ved gennemgang af de fugtforhold, som er bestemmende for de enkelte klasser. De fugtforhold eller den sårbarhed, som medfører indplacering i den højeste klasse, er udslagsgivende. Hvis fx en sammensat bygningsdel med middel fugtpåvirkning kan karakteriseres med et materiale med sårbarhed i klasse middel og et andet med sårbarhed i klasse høj, klassificeres bygningsdelen i høj fugtrisikoklasse. I tvivlstilfælde bør der vælges en højere klasse, især hvis konsekvenserne af skader er store/kostbare.

Lav fugtpåvirkning  

Fugtpåvirkning under udførelse regnes som lav, når begge følgende fugtforhold gælder: 
  • Bygge- og montageprocesser er tørre. Det vil sige, at udførelsen ikke omfatter brug af vand- eller fugtholdige byggematerialer. Materialerne har et fugtindhold, som er mindre end svarende til ligevægt med 75 % RF. For træ svarer det til, at fugtindholdet i træet skal være under ca. 16 %.
  • Udførelsen sker under beskyttede forhold, fx på fabrik og/eller under totaloverdækning.  

Middel fugtpåvirkning 

Fugtpåvirkning under udførelse regnes som middel, når et af følgende to fugtforhold gælder: 
  • Bygge- og montageprocesser omfatter brug af materialer med et tilsigtet, men begrænset vand- eller fugtindhold, fx anvendelse af selvudtørrende beton, puds eller maling. 
  • Under udførelsen er der kun risiko for enkelte kortvarige fugtpåvirkninger, fx kortvarig opfugtning af byggematerialer, i forbindelse med få, kortvarige perioder med adgang for nedbør, fx 1-3 dage. 

Høj fugtpåvirkning 

Fugtpåvirkning under udførelse regnes som høj, når blot et af følgende to forhold gælder:  
  • Bygge- og montageprocesser omfatter stort brug af materialer med et betydeligt vand- eller fugtindhold, fx udstøbning af beton og afretningslag. 
  • Der er betydelig risiko for påvirkning af nedbør, fx opfugtning af byggematerialer, som indbygges uden overdækning, eller byggematerialer, som transporteres eller oplagres uden sikker indpakning. 

2.1.2 Risiko for skader som følge af fugt 

Risikoen for skader som følge af fugt hænger sammen med udformning, materialevalg, risikoen for skimmelvækst eller nedbrydning af materialet (og for sammensatte bygningsdele også risikoen for opfugtning via nabomaterialer), og om der er afsat tilstrækkelig tid til udtørring i tidsplanen. Indplacering kan ske på basis af følgende parametre: 
  • Materialernes evne til at opsuge/optage fugt 
  • Risikoen for skimmelvækst eller nedbrydning af materialet 
  • Hvor meget udtørringstid, der er sat af i tidsplanen.  
Alle tre forhold bør vurderes, fx med udgangspunkt i det eksempel på en tjekliste, der er vist i tabel 2. 
Tabel 2. Eksempel på tjekliste for kategorisering af materialer/bygningsdele med hensyn til risikoen for skader som følge af fugt. Risikoen for skader som følge af fugt er lav, hvis materialet/bygningsdelen for alle tre parametre indplaceres i ‘lav risiko’. Risikoen stiger med antallet af karakteristika, som hører til kolonnen ‘høj risiko’ og er højest, hvis dette gælder for alle tre parametre. Oplysningerne kan anvendes til at vurdere, om der eventuelt skal vælges et andet materiale, eller hvor der er mest behov for at lave afværgende tiltag.
Lav risiko
Middel risiko
Høj risiko 
Materialets evne
til at
opsuge/optage fugt 
Glas, metal 
Tegl, træ med mulighed for udtørring, beton 
Stærkt sugende materialer, fx porebeton, sammensatte bygningsdele bygget på stedet eller komponenter, fx skeletvægge eller lukkede træelementer 
Risiko for
skimmelvækst eller
materialenedbrydning 
Begrænset risiko
Nogen risiko 
Stor risiko 
Afsat tid til udtørring
Tilstrækkelig tid
Presset tidsplan, men fokus på udtørring 
Presset tidsplan, vanskeligt
at nå udtørring 

2.1.3 Anvendelse af fugtrisikoklasser 

Et byggeri kan indeholde dele, som tilhører forskellige fugtrisikoklasser, fx kan fundamenter tilhøre fugtrisikoklasse 1, mens facadeelementer af træ kan tilhøre fugtrisikoklasse 3. Et byggeri kan i princippet også ændre fugtrisikoklasse i løbet af udførelsesfasen.  
En opdeling efter fugtrisikoklasser er alene en hjælp til at vurdere behovet for, hvilke forholdsregler der skal træffes mod fugtskader for den aktuelle del af byggeriet. Der er ikke krav om at anvende dem og derfor heller ikke regler eller retningslinjer for, hvem der afgør, hvilken klasse et byggeri befinder sig i. Normalt er det dog bygherren eller dennes repræsentant, som bør stå for vurderingen. 
Oplysninger om fugtrisikoklasser kan hjælpe bygherre til at vurdere, om der er behov for at iværksætte tiltag eller kræve ekstra dokumentation for at reducere risikoen for fugtskader under udførelsen. Dette kan fx ske ved at inddrage bistand fra en fugtsagkyndig i forbindelse med projektering og udførelse. For miljøklassificeret byggeri kan der være krav om tilknytning af en fugtsagkyndig ved projektering af byggeriet.
Tabel 3. Vejledende opdeling, der viser, hvordan fugtrisikoklassen kan benyttes til at fastlægge behovet for tiltag for at reducere risikoen for fugtskader under udførelsen. Alle tiltag bør dokumenteres. Minimumskravene i bygningsreglementet skal altid være opfyldt.
 
Fugtrisikoklasse 1 
Fugtrisikoklasse 2 
Fugtrisikoklasse 3 
Inden
udførelsen
Der opstilles en
fugtstrategi  
Der opstilles en fugtstrategi 
Evt. beregninger/simuleringer
Tilknytte fugtsagkyndig
Under
udførelsen
Fugtmålinger på kritiske tidspunkter – som
minimum inden lukning
af konstruktionen
Begrænset
fugtmåleprogram
Løbende fugtmålinger
Udvidet fugtmåleprogram
Løbende fugtmålinger
Tilknytte fugtsagkyndig
Vurdere specifikke potentielle fugtproblemer
Måling af lufttæthed

2.2 Materialevalg

2.2.1 Fugtindhold ved indbygning

For højt fugtindhold i materialer og konstruktioner kan medføre skader ved efterfølgende arbejder, fx opbuling af trægulve eller manglende vedhæftning af maling. Også i den færdige bygning kan for højt fugtindhold give problemer, fx skimmelvækst på fugtige overflader.
For at undgå problemer skal fugtindholdet være under en vis kritisk værdi, hvis størrelse afhænger af den aktuelle konstruktion. Bygningsreglement 2018 stiller krav om, at der ved planlægning, projektering, udbud og udførelse af bygningskonstruktioner skal træffes foranstaltninger, som sikrer forsvarlig udførelse. 
Bestemmelsen skal bl.a. sikre, at der hverken indbygges materialer, der er så fugtige, at de kan forårsage skimmelvækst, fx våde, fugtfølsomme materialer eller materialer, som allerede har skimmelvækst. Indbygges der fugtige materialer, fx beton, skal det sikres, at disse ikke kan medføre opfugtning af fugtfølsomme materialer, fx ved anvendelse af fugtspærre. 
Tilsvarende skal det sikres, at konstruktionerne udformes, så der ikke sker opfugtning i brugsfasen. Det skal også sikres, at fugtindhold i materialer, som i øvrigt er tilstrækkeligt udtørret til, at arbejdet kan gå videre, ikke medfører utilsigtet skimmelvækst. Som eksempel kan nævnes, at betondæk ofte anvendes som arbejdsplads for entreprenører efter montering. Hvis arbejdet sluttes med en almindelig ‘håndværkerrengøring’ med en stiv kost, kan der ske skimmelvækst på dækket efter udlægning af dampspærre. Dette skyldes dels, at fugtindholdet i betonens indre stadig er tilstrækkeligt højt til at opfugte overfladen, når den dækkes med dampspærren. Dels vil rengøring med en kost efterlade snavs og støv på overfladen, der kan tjene som næring for skimmelsvampe. 
I sådanne tilfælde skal der tages ekstra forholdsregler, fx kan betonen tørres yderligere ned (til ligevægt med 85 % RF i stedet for 90 % RF), der kan foretages grundigere rengøring, eller overfladen kan forsegles, fx med epoxy, så der ikke kan komme ilt til rester af snavs og støv på overfladen af betonen.

2.2.2 Nye produkter

For at undgå problemer med nye produkter (eller ændrede anvendelser af kendte produkter) er det vigtigt, at det vurderes, hvilke påvirkninger materiale og konstruktion vil blive udsat for. Lang levetid kan kun opnås, når produktet har egenskaber, som modsvarer de påvirkninger, det forventes udsat for. Det vil sige, at en bygningsdel eller et materiale skal kunne tåle at blive udsat for de forventede påvirkninger uden at tage skade.
Især for nye produkter er det vigtigt, at leverandørernes oplysninger om de relevante/nødvendige egenskaber for den pågældende anvendelse kan dokumenteres, fx med prøvningsrapporter fra uvildige prøvningsinstitutter. Eksempelvis kan en sorptionskurve for et materiale vise, hvor meget fugt der optages fra den omgivende luft.

Parallelle levetider

Et særligt problem ved sammensatte konstruktioner er, at ikke alle materialer/produkter nedbrydes lige hurtigt. Hvis en bygningsdel er opbygget, så materialer med kort levetid ikke er udskiftelige uden destruktiv nedtagning af dele med længere levetid, bestemmes levetiden af konstruktionen ofte af de materialer, der har kortest levetid. Levetiden af et tag med undertag kan fx være bestemt af undertagets levetid, fordi undertaget skal udskiftes, inden levetiden for tagdækningen er udtømt. I nogle tilfælde kan en bagvedliggende bygningsdel dog udskiftes ved ikke-destruktiv nedtagning af foranliggende dele, men det bør overvejes, om udskiftning er enkel og kan ske uden, at der påløber betydelige meromkostninger. Dette kan være udslagsgivende, fx ved vurdering af totaløkonomi. Hvis levetiden af et produkt betyder, at det skal udskiftes, skal det helst kunne ske, uden at andre materialer berøres, eller alternativt skal de to produkter, som berøres, have såkaldt ‘parallelle levetider’, dvs. have levetider af samme størrelsesorden. 

2.2.3 Fugtindhold i materialer – produktion, transport, levering

Producenten/leverandøren af materialer og bygningsdele skal sikre, at deres produkter har det aftalte fugtindhold, når de forlader fabrik eller lager. Dette bør dokumenteres, fx ved måleresultater.
Tør, ren og beskyttet opbevaring af materialer og bygningsdele hos producenten er lige så vigtigt som på byggepladsen. Ved længere tids opbevaring af færdige bygningsdele hos producenten gælder de samme retningslinjer for løbende kontrol og afdækning som for oplagring på byggepladsen. Producent/leverandør har ofte det fugttekniske ansvar frem til levering på pladsen.  
Leverandøren bør levere materialer og andre bygningsdele emballeret, så de er beskyttet både under transport og ved aflæsning på byggepladsen. Materialer og bygningsdele skal emballeres, så de kan tåle håndtering på byggepladsen, fx ved flytning fra lastbil til oplagring med truck, og så de kan modstå kort tids ophold i det fri, fx under en regnbyge.  
Bygningsdele og komponenter bør normalt leveres tættest muligt på anvendelsestidspunktet.
For større elementer, hvor monteringen er afhængig af tørvejr, fx tagelementer og volumenelementer, må leverancen udsættes, hvis der er nedbør. 

2.2.4 Transport 

Der er risiko for opfugtning af materialer og bygningsdele under transport, og derfor skal de beskyttes effektivt mod vejrlig og påvirkninger fra transporten, fx nedbør og opsprøjt ved kørsel. Det er væsentligt, at det klart er aftalt, hvem der har ansvaret under transporten. Normalt vil det være leverandøren, som står for transporten og dermed også har ansvaret. 
Ved bestilling skal krav til materialernes fugtindhold ved modtagelse fremgå af ordresedler eller leveringsbetingelser. Der kan fx være krav om maksimalt fugtindhold i bygningsdele af træ, fx gulvbrædder, skabselementer eller større elementer. Der kan suppleres med andre krav, fx at kanaler i betondæk skal være proppet til for at undgå, at de fyldes med regnvand, og at inventar til indbygning emballeres, så det kan modstå en regnbyge ved transport fra lastbil til færdig, opvarmet bygning. 

2.2.5 Uorganiske materialer 

Mange byggematerialer, fx beton, letbeton og murværk, er af natur våde eller kan fejlagtigt være blevet opfugtet under byggeprocessen. De skal derfor normalt udtørre til et niveau, der er bestemt af den videre byggeproces. 

Udtørring af uorganiske materialer 

Udtørring af beton, letbeton og murværk sker ved kapillarsugning og diffusion. 
Udtørring ved kapillarsugning finder sted, når der er meget vand i poresystemet, og er en forholdsvis hurtig proces. På et tidspunkt er der ikke mere et sammenhængende system af vand i porerne, som kan transportere vandet frem til overfladen ved kapillarsugning. Fugttransporten sker herefter ved diffusion, som er en langsom proces. Diffusionsmodstanden gennem den ‘udtørrede’ zone bliver stadig større, hvorfor udtørringen gradvis bliver langsommere, som vist på figur 2.
Figur 2. Udtørringsforløb opdelt på faser.
Figur 2. Udtørringsforløb opdelt på faser. I fase 1 bringes vandet ved kapillarsugning hurtigt frem til overfladen, hvor det kan fordampe, mens det i fase 2 bringes frem til overfladen ved diffusion, som er en meget langsommere proces. Fordampningen af vand sker derfor langsommere i fase 2.
Da udtørring af uorganiske materialer kan tage lang tid, er det vigtigt at indregne tid til udtørring i tidsplanen og følge udtørringen ved målinger, så tidsplanen eventuelt kan revideres. Desuden må unødig, senere opfugtning undgås. 
Kortvarig forceret udtørring med affugtningsudstyr, fx af porebetonvægge eller betondæk, kan medføre såkaldt ‘skaltørring’, hvor fugtindholdet hurtigt reduceres i de yderste lag, mens udtørring i dybden er meget beskeden. Når den forcerede udtørring ophører, er fugtindholdet blevet mindre, men fugtindholdet i overfladen vil blive øget igen med fugt fra dybereliggende lag. 
Korrekt udtørring er afgørende for valg af og tidspunkt for efterfølgende overfladebehandling. Fx kan skaltør porebeton med en rumvægt på 500-600 kg/m3, og hvor overfladen er i ligevægt med 75 % RF, behandles med en diffusionsåben silikatmaling, når fugtindholdet er 8-13 vægt-%, mens en mere diffusionstæt akrylplastmaling kræver, at fugtindholdet er nede på 5-8 vægt-%. 
Et program til beregning af udtørringstider – både en- og tosidig udtørring – af de mest anvendte byggematerialer er omtalt i Byg-Erfa blad (99) 10 05 27, Udtørring af byggematerialer – forenklet metode til vurdering af udtørringstid. Udtørringen kan også beregnes ved hjælp af fugtsimuleringsprogrammer.

Beton  

Beton indeholder ved indbygning altid byggefugt/overskydende fugt, der skal have tid til at tørre ud. Dette gælder også for præfabrikerede elementer – selvom udtørringstiden normalt er kortere end for in situ-støbt beton (fordi elementer typisk udføres med et lavere vand/cement-tal (v/c-tal) end in situ-støbt beton – altså mindre overskydende fugt).
Udtørring af al byggefugt, dvs. indtil betonen er i ligevægt med den gennemsnitlige RF i omgivelserne under brugsforhold, er næsten aldrig nødvendig. Der skal derimod altid tørres ud, så efterfølgende arbejder ikke tager skade på grund af fugtindholdet. Fx kræver lægning af gulve/gulvbelægninger på betondæk ikke fuldstændig udtørring af byggefugten i betonen, men lægning kan ske, når betonen er i ligevægt med omgivelser med en RF på 65-90 %, afhængigt af gulvmaterialet.   
Genopfugtning, fx som følge af nedbør, vil også kunne give anledning til højt fugtindhold, som kan forsinke udtørring.  
Stærke betoner er forholdsvis diffusionstætte, og udtørring af byggefugt sker derfor langsomt. Svagere betoner er mindre diffusionstætte, men indeholder til gengæld større mængder overskydende fugt, så selvom fugten har lettere ved at tørre ud, så tager det længere tid på grund af den større mængde restfugt.
Figur 2 Buggematerialer kan indeholde overskydende fugt
Figur 3. Byggematerialer kan indeholde overskydende fugt/byggefugt. For at forhindre fugtproblemer skal der mindst tørres ned til et kritisk fugtindhold, dvs. til et fugtindhold, hvor videre arbejder kan ske uden risiko for skader. Den fugt, der skal tørres ud for at nå dette, er den egentlige overskydende fugt, mens byggefugt er betegnelsen for al den fugt, der skal fjernes for at opnå fugtligevægt ved de forventede fugtforhold (RF) under brug. 
Der findes it-programmer, som tilnærmelsesvis kan beregne udtørringstider. Et program specielt til beregning af udtørring af betongulve er omtalt på
www.aalborgportland.dk.
Hvis der pålægges en diffusionstæt gulvbelægning på et betondæk, inden udtørringen er afsluttet, vil der ske en omfordeling af fugten, som medfører, at en udtørret overflade vil blive opfugtet igen. Dette vil kunne skade en fugtfølsom gulvbelægning, og der må derfor udlægges en fugtspærre inden gulvlægning for at undgå problemer.
Inden fugtspærren udlægges, skal betonen afrenses grundigt og betonen være udtørret til ligevægt med fugt ved højst 85 % RF, da skimmel ellers vil kunne vokse i den almindelige tilsmudsning, som en almindelig ‘håndværkerrengøring’, fx med en stiv kost, efterlader på betonoverfladen. 
Hvis der skal lægges et gulv af fugtfølsomme materialer uden en mellemliggende fugtspærre, må det undersøges, om fugtindholdet i betonen er tilstrækkeligt lavt til den valgte gulvbelægning, jf. SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – bygningsdele, afsnit 9.2.3 Fugttekniske krav til byggepladsen. Fugtindholdet under udtørring er størst i de dybereliggende lag, og fugten vil omfordele sig, når der pålægges gulv. Det er derfor vigtigt, at der ved vurdering af fugtindholdet foretages fugtmålinger i de dybereliggende lag.  
Et typisk eksempel på omfordeling af fugt under et udtørringsforløb, hvor der pålægges en fugtfølsom gulvbelægning, er vist på figur 4.
Figur 4. Fugtprofil i betongulv og ækvivalent måledybde
Figur 4. Fugtprofil i betongulv og ækvivalent måledybde (A = fugtprofil for nystøbt beton, B = fugtprofil under udtørring, C = fugtprofil efter pålægning af diffusionstæt gulvbelægning og omfordeling af fugt). Øverst: dobbeltsidig udtørring (fx etagedæk). Nederst: ensidig udtørring (fx terrændæk). 
Ved anvendelse af specialbetoner, fx EPS-beton, kan sorptionskurverne afvige væsentligt fra almindelig beton, og det kan være vanskeligt at tørre konstruktionen ud. I sådanne tilfælde er det gennemsnitlige fugtindhold i hele underlaget afgørende for, hvornår der kan lægges gulv, se SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – bygningsdele, afsnit 9.2.5, EPS beton.
Måling af fugtindhold i beton og andre uorganiske materialer er nærmere beskrevet i SBi-anvisning 277, Fugt i bygningerteori, beregning og undersøgelse.
Der vil ofte utilsigtet være vand i kanalerne i huldækelementer. Derfor bør der som rutine efter montering bores huller på de laveste punkter – typisk i midten – så eventuelt vand kan drænes ud. Ved forspændte betonelementer drænes dog i siderne, fordi elementerne har pilhøjde og derfor bøjer op på midten. 

Elementer af letklinkerbeton 

Fugtindhold ved levering af elementer af letklinkerbeton varierer meget med densitet og vejrlig. Den korteste udtørringstid opnås, når elementerne beskyttes mod nedbør og opfugtning under byggeprocessen, indtil bygningen er lukket. 
Tilstrækkelig udtørring ved ca. 20 °C, dvs. hvor der er opnået en ligevægt ved 75 % RF, er fire til seks uger. Bemærk, at ligevægts-RF måles i borede huller, og det er således ikke luftens RF, der er afgørende, idet denne under udtørring vil være lavere end RF i materialet. 
Under udtørring og hærdning af letklinkerbeton sker der svind. Hvis elementer af letklinkerbeton skal beklædes med fliser, skal fugtindholdet ned på 4-7 vægt-% – den laveste værdi ved høj densitet (1800 kg/m3) og højeste værdi ved lav densitet (1200 kg/m3) – for at sikre, at svind i elementerne ikke får fliserne til at falde af. Måling af fugtindhold i vægt-% kan ske ved ‘veje-tørre’ metoden. 

Elementer af porebeton 

Elementer af porebeton (densitet ca. 500-600 kg/m3) leveres normalt emballeret og kan ved levering have et fugtindhold på 30 vægt-%. Med en elementtykkelse på 100 mm kræver det ofte mindst en måneds udtørring ved gunstige udtørringsbetingelser for at nå ned på et ligevægtsfugtindhold svarende til 75 % RF (svarende til et fugtindhold på ca. 5 vægt-%), som tillader fx montering/udførelse af diffusionstætte overflader eller opsætning af inventar. 
Porebeton, som står uafdækket i byggeperioden, vil kunne opsuge store mængder vand med efterfølgende lang udtørringstid til følge. 
Utilstrækkelig udtørring vil efter indflytning kunne medføre skimmelvækst, fx bag køkkenelementer, skabe og møbler.  

Blokke af letklinkerbeton og porebeton 

Blokke af letklinkerbeton anvendes normalt som øverste del af fundamenter. De bør så hurtigt som muligt forsynes med en grovpudsning eller svumning, som går ned over betonfundamentet. Grovpudsningen er diffusionsåben, men forhindrer vandindtrængning fra omgivelserne. Den afsluttende sokkelpuds påføres så sent som muligt i byggeprocessen, for at blokkene kan nå at tørre ud. Hvis sokkelpuds påføres, inden blokkene er tilstrækkeligt udtørrede, vil der kunne opstå fine revner i sokkelpudsen, som dog mest er af æstetisk betydning.
Blokke af porebeton, der anvendes til vægge, har en densitet i området 350-600 kg/m3 og leveres med et fugtindhold på 30-40 vægt-%. Det kræver lang udtørringstid, inden blokmurværk er tørt – normalt 8-10 uger, afhængigt af tykkelsen og udtørringsbetingelserne. 
Bemærk, at hvis blokke, der findes i tykkelser fra 190 til 420 mm, er blevet kraftigt opfugtet i byggeperioden, vil det kunne tage år at opnå en udtørring, der er tilstrækkelig til at undgå skimmelvækst bag køkkeninventar, møbler mv. Ligesom for porebetonelementer er det derfor nødvendigt med afdækning i byggeperioden. Fugtindholdet skal inden montering/udførelse af diffusionstætte overflader eller opsætning af inventar ned på 5 vægt-% (svarende til ligevægt med luft ved 75 % RF).  

Murværk 

I modsætning til elementer i beton og letklinkerbeton har murværk – både i teglsten og mørtel – en grov porestruktur, og udtørring fra overfladen sker derfor forholdsvis hurtigt. Bag overfladen vil der dog være fugt, og udtørring tager alligevel tid, men sjældent så lang tid som for betonelementer og letklinkerbetonelementer i tilsvarende dimensioner. 

Isoleringsmaterialer

Mineraluld har ikke en egentlig porestruktur og kan derfor ikke optage vand ved kapillarsugning. Mineraluld er fra fabrik gjort vandafvisende, og vand trænger derfor ikke så let ind i materialet i byggeperioden. 
Mineraluld bør opbevares i emballage så længe som muligt, da erfaringen viser, at uhensigtsmæssig opbevaring under ugunstige vejrforhold vil kunne medføre, at vand og urenheder i en vis udstrækning alligevel kan trænge ind i materialet. 
Andre isoleringsmaterialer, fx polystyren, der ikke almindeligvis optager vand, bør ligeledes opbevares i emballage for ikke at skade materialerne inden brug.

Stål og korrosion 

Overfladekorrosion vil kunne forekomme på ubeskyttet stål, hvis der er fugt til stede, eller blot RF er over ca. 60 %. Stålkonstruktioner må derfor konstrueres, så ståldele ikke udsættes for frit vand, høj RF eller kondens. Alternativt skal de beskyttes til en korrosionskategori svarende til de forventede påvirkninger, jf. DS/EN ISO 12944-2. I standarden skelnes mellem fem korrosionskategorier fra C1 (meget lav, fx i opvarmede bygninger) til C5 (meget høj, fx industri eller maritime omgivelser med høj fugtighed).  
Stålarmering i betonkonstruktioner vil være beskyttet af det basiske miljø i betonen med et tilstrækkeligt tykt dæklag.

Organiske materialer 

I modsætning til de uorganiske materialer foreskrives det normalt, at organiske materialer skal være tilstrækkeligt tørre, når de kommer til byggepladsen. Under byggeprocessen skal det forhindres, at de opfugtes til et fugtindhold svarende til ligevægt med luft med over 75 % RF (ligevægtsfugtindhold). Træbaserede plader vil kunne være så tørre ved ankomst til byggepladsen, at de kræver konditionering for at undgå senere uønskede deformationer (udvidelser).  

Træ og træbaserede materialer  

Træ og træbaserede materialer er på grund af risiko for skimmelvækst og angreb af træødelæggende svampe blandt de byggematerialer, hvor fugtindhold, opfugtning og udtørring er af stor betydning.  
Træ anvendt i byggeriet bør ved indbygning have et maksimalt fugtindhold, som er afhængigt af placeringen i bygningen. 
Herved forhindres vækst af skimmelsvamp og angreb af trænedbrydende svampe, og det forhindres, at uundgåelige dimensionsændringer som følge af variationer i materialernes fugtindhold over året fører til uønskede revnedannelser mv. 
Selvom træ indbygges med det korrekte fugtindhold, kan træ opsuge fugt fra luften og fra tilstødende fugtige bygningsdele, fx beton, hvis materialerne ikke er adskilt af en fugtspærre.  
Under vinterforhold er det i ventilerede tagkonstruktioner hverken i bygge- eller brugsfasen muligt at holde fugtindholdet i træ og træbaserede plader på et fugtindhold svarende til en relativ luftfugtighed på 75 % RF (ca. 16 vægt-%), som er den formelle grænse for, hvornår der er risiko for skimmelvækst. Erfaringen viser imidlertid, at det er acceptabelt, at træ i ventilerede tagkonstruktioner indbygges med et fugtindhold, så der under vinterforhold kan være op til 20 vægt-% svarende til ligevægt med luft ved ca. 87 % RF.  
Det er vigtigt, at træbaserede komponenter under produktion, transport, eventuel opbevaring og montering på byggeplads ikke får fugtindhold på over 16 vægt-% for at undgå risikoen for skimmelvækst. Dette bør kontrolleres ved løbende målinger eller ved indbygning af fugtfølere (dataloggere).  

Gipskartonplader og andre gipsbaserede plader 

Kartonen på gipskartonplader har meget let ved at opsuge fugt fra rumluften. Gipskartonplader må derfor ikke anbringes uemballeret i en bygning, hvor der er høj RF, fx på grund af restfugt fra uorganiske materialer under udtørring eller fugt fra vejrliget. Let opfugtede gipskartonplader uden skimmelvækst kan udtørres, hvorimod skimmelangrebne gipskartonplader skal kasseres. 
Skeletvægge beklædt med gipskartonplader må ikke stilles direkte på et betondæk, da pladerne vil kunne suge byggefugt fra betonen med risiko for skimmelvækst på kartonlaget. Ved vægge med to lag gipskartonplader ses ofte skimmelvækst mellem de to lag, da udtørring mellem pladerne sker langsomt.  
Gipsplader uden kartonoverflader, men med armering af organiske eller uorganiske fibre bør under byggeprocessen beskyttes mod fugt som gipskartonplader. 

2.2.6 Fugttransport og fugtindhold

Fugttransport mellem materialer 

Fugt kan transporteres fra et materiale til et andet enten ved kapillarvirkning eller ved diffusion gennem den ‘fælles luft’, som materialerne befinder sig i. Fugttransport imellem materialer ved kapillarvirkning kan ske, når materialerne er i fysisk kontakt med hinanden. Fugttransport mellem materialer ved diffusion i luft er bestemt af de indgående materialers egenskaber, herunder deres sorptionskurver, se SBi-anvisning 277, Fugt i bygninger – teori, beregning og undersøgelse

Fugtindhold 

For fugtholdige materialer er der normalt nogle (maksimale) grænser for fugtindholdet under arbejdsudførelse, hvis der skal være sikkerhed for et godt resultat. Mange af disse værdier er erfaringstal, fremkommet gennem mange års brug af materialerne.
Ved arbejde på ‘våde’ underlagsmaterialer vil der som hovedregel kunne anvendes de værdier for maksimal ligevægtsfugt (fugtindhold), som fremgår af tabel 4, før videre arbejde kan igangsættes. 
Tabel 4. Orienterende maksimal ligevægtsfugt (RF) og dertil svarende omtrentligt fugtindhold i et underlagsmateriale, før videre arbejde kan igangsættes. De angivne fugt-værdier refererer til måling ved ca. 20 °C. Den relative luftfugtighed er værdien målt i borehuller (eller i udhuggede prøver), jf. figur 4, samt afsnit 7.2.5, Måling af relativ luftfugtighed i SBi-anvisning 277, Fugt i bygninger – teori, beregning og undersøgelse.
Materiale 
Videre arbejde 
Relativ luftfugtighed %
Vægt-% 
Beton (inkl. eventuelt afretningslag)
Tæt gulvbelægning som linoleum, vinyl m.m.  
85
ca. 3 
Strøgulve, svømmende gulve
på effektiv fugtspærre af folie
85 2
ca. 4  
Limede trægulve uden fugtspærre
65
ca. 2  
Porebeton 
Spartling 
85
ca. 8 
Diffusionstæt overflade, fx væv/filt – maling1 
75
ca. 5  
Inventar  
75
ca. 5  
Letklinkerbeton 
Spartling 
85
ca. 6  
Diffusionstæt overflade, fx væv/filt – maling1
75
ca. 5  
Inventar 
75
ca. 5  
  1. Der tænkes her på diffusionstætte malebehandlinger med grunder, klæber, filt og færdigmaling. Ved ‘almindelig’ malebehandling med akrylmaling uden væv kan der males, når overfladen er tilstrækkeligt tør (85 %). 
  2. Dette forudsætter, at der er målt fugtindhold i 40 % dybde i forhold til betondækkets tykkelse (eller 20 % ved tosidig udtørring). Hvis der er rester af organisk materiale, kan højt fugtindhold medføre risiko for skimmelvækst.
Træ til byggeri forventes leveret med fugtindhold afhængigt af placeringen i byggeriet, se tabel 5. Alt indvendigt arbejde forudsættes udført i lukkede, opvarmede og udtørrede bygninger. Der henvises til www.tolerancer.dk.
Tabel 5. Forventet fugtindhold i træ, afhængigt af hvor og hvad det skal bruges til.
Placering
Arbejdsopgave
Træfugt (vægt-%)
Udvendige arbejder
Konstruktioner
18 ± 2
Beklædning
16 ± 5
Udvendige døre og vinduer
12 ± 3
Indvendige arbejder
Beklædninger
   8 ± 2
Underlag for gulve
10 ± 2
Døre og vinduer
12 ± 3
Bjælkelag
13 ± 2
Snedkerarbejde
   8 ± 2
Trægulve
   8 ± 2
Fugtindholdet i træ er afhængigt af placeringen i bygningen og dermed den temperatur og relative luftfugtighed, der kan forventes det pågældende sted. Orienterende værdier fremgår af tabel 6. 
Tabel 6. Forventelige fugtforhold i trækonstruktioner afhængig af temperatur og placering 
Placering 
Temperatur °C
Træfugt (vægt-%)
Træ indendørs
ca. 20 
6-12
Træ inde i facader 
over 10
under 10
15
17
Træ uden på facader 
over 10 
under 10 
16-17
20
Træ under varme tagkonstruktioner
over 10 
under 10 
15
17
Træ i ventilerede tagkonstruktioner 
over 10 
under 10 
16-17
20
De mest almindelige fugtmålemetoder til forskellige materialer fremgår af tabel 7. En uddybende beskrivelse af metoderne findes i SBi-anvisning 277, Fugt i bygninger – teori, beregning og undersøgelse. I alle konstruktioner kan der indbygges dataloggere, som registrerer RF. Disse kan med fordel kombineres med temperaturmålinger. Generelt bør temperaturen registreres i forbindelse med fugtmåling.
Tabel 7. Almindeligt anvendte fugtmålemetoder afhængigt af materiale. I forbindelse med fugtmålinger bør temperaturen også registreres. I nogle materialer kan der indbygges fugt- og temperaturfølere (dataloggere), som løbende registrerer omgivelsernes temperatur og RF. Den relative luftfugtighed kan måles i borehuller (eller via udhuggede prøver), jf. figur 4, samt afsnit 7.2.5, Måling af relativ luftfugtighed i SBi-anvisning 277, Fugt i bygninger – teori, beregning og undersøgelse.
Materiale 
Mulige målemetoder 
Resultat 
Beton 
Letklinkerbetonelementer og -blokke 
Porebeton 
Tegl og murværk 
Mineraluld 
Veje-tørre måling 
RF i borehuller 
Kapacitive målinger 
RF i overfladen
Vægt-% 
Ligevægtsfugt – RF 
Relative målinger i forhold til andre steder i materialet 
Træ og træbaserede materialer 
Veje-tørre måling 
Indstiksmåler 
Kapacitive målinger 
Vægt-% 
Relative målinger i forhold til andre steder i materialet 
Gips og gipsbaserede materialer
Veje-tørre måling 
Kapacitive målinger 
Indstiksmåler1
Vægt-% (men det kræver dog forudgående kalibrering af måleren til brug i gips)
Relative målinger i materialet  
1 Kun efter forudgående kalibrering af måleren til gips.

2.3 Overdækning og vandafledning under udførelsen

For at undgå opfugtning under udførelsen af et byggeri er det vigtigt at overveje, hvordan der kan afskærmes mod nedbør, og hvordan vand ledes væk. 

2.3.1 Klimadata byggeplads

Ved vurdering af muligheder for at reducere fugtbelastningen fra nedbør, fx ved totaloverdækning, er det vigtigt at have viden om de klimaforhold, som kan optræde på byggepladser, fx afhængigt af geografi og terrænkategori. Det er især klimadata som temperatur og nedbør, der er interessante for vurderingen. Bemærk, at der er store variationer fra år til år både i temperaturer og nedbørsmængder. 

Temperatur

Middeltemperaturen er over 0 °C i alle måneder, men der er væsentlige variationer fra år til år.
I vinterperioden fra 1. november til 31. marts er det i forbindelse med vinterforanstaltninger vigtigt at vide, hvor mange døgn der er frost, og hvor mange døgn der typisk er snedækkede. DMI’s statistik for normalperioden 1991-2020 angiver som middelværdier: 40,9 frostdøgn (døgn, hvor temperaturen kommer under 0 °C i løbet af døgnet), 13,9 isdøgn (døgn, hvor temperaturen ikke kommer over 0 °C) og 15,3 snedækkedøgn (hvor mindst 50 % af jorden skal være dækket af 0,5 cm sne klokken 8 om morgenen).
Tabel 8. Månedsmiddelværdier af temperaturer i °C for hele landet fra Dansk Meteorologisk Institut (1991-2020)
Jan.
Feb.
Mar.
Apr.
Maj
Jun.
Jul.
Aug.
Sep.
Okt.
Nov.
Dec.
År
1,6 
1,5 
3,3 
7,2 
11,4 
14,5 
16,9 
16,9 
13,6 
9,4 
5,5 
2,8 
8,7 
Om vinteren skal der træffes foranstaltninger til at imødegå problemer fra vejret, se ‘Vinterbekendtgørelsen’ (BEK nr. 477 af 18/05/2011, Bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejder i perioden 1. november til 31. marts).

Nedbør

I overslagsberegninger af cost-benefit for overdækning, se afsnit 2.3.3, Cost-benefit-analyse af overdækning, ses der på vinterforhold, og der er derfor anvendt en månedsnedbør på 61 mm, som er middelværdien for vintermånederne november til marts. 
For nedbør i vinterperioden må det forventes, at der må udtørres, hvilket kræver energi. Brug af overdækning vil spare udgifter til udtørring. For resten af året vil en del af nedbøren udtørres naturligt som følge af temperatur, sol og vind. Det betyder, at der ikke går så meget energi til udtørring.
Tabel 9. Månedsmiddelværdierne for nedbør i mm for hele landet fra Meteorologisk Institut for den seneste 30 års periode.
Jan.
Feb.
Mar.
Apr.
Maj
Jun.
Jul.
Aug.
Sep.
Okt.
Nov.
Dec.
År
65 
50 
46 
39 
47 
64 
66 
81 
75 
83 
70 
71 
757 
Ligesom for graddage findes der opgørelser over dage med nedbør. Der er gennemsnitligt 121 dage pr. år med mere end 1 mm regn, og 20 dage pr. år med mere end 10 mm regn. 

Risiko for skybrud

Skybrud er defineret som mere end 15 mm nedbør på højst 30 minutter. Skybrud kan forekomme hele året, men forekommer primært i sommermånederne, se figur 5. Om sommeren er jordoverfladen varm, og kommer der kolde luftlag i atmosfæren, kan luften blive ustabil, så der dannes byger og skybrud. I gennemsnit forekommer der 22 dage pr. år med skybrud et eller flere steder, men der er store variationer.
Figur 5. viser antal dage med skybrud i løbet af året
Figur 5. Antal dage med skybrud i løbet af året. Risikoen for skybrud er størst i sommermånederne. I vinterhalvåret er skybrud sjældne. 

Vejrudsigter 

For at reducere problemer som følge af nedbør og vind er det vigtigt, at bygherren og entreprenører følger vejrudsigten, fx fra DMI, så arbejdet kan tilpasses efter vejret. Vejrudsigten vil typisk angive, om der er risiko for skybrud eller pludseligt opstående tordenbyger.
Billeder af vejrradar giver mulighed for at se, hvordan regnområder forventes at flytte sig i de næste timer. Desuden kan de ofte give oplysninger om, hvorvidt der er tale om spredte byger, en kortvarig bygefront eller dagsregn.
Oplysninger om vejret har især betydning i forbindelse med midlertidige afdækninger på byggepladsen. Ved varsel om risiko for skybrud er det særligt vigtigt at sørge for effektiv afdækning mod nedbør. Ved varsel om risiko for stormvejr med kraftige byger er det vigtigt at sikre afdækninger og stilladser samt overveje, om noget vil kunne skades af blæsten.

2.3.2 Overdækning

Ved byggeri uden beskyttelse i skiftende og til tider dårligt vejr er der stor risiko for fugtskader – især i fugtige perioder af året. Desuden er der generelt risiko for forsinkelser på grund af vejrligsdage og dårlig kvalitet på grund af forringede fysiske arbejdsforhold. 
Omfanget af fugtproblemer relateret til vejret kan reduceres ved brug af afdækning af byggepladsen, som kan ske i større eller mindre omfang afhængigt af arbejdets art og omfang. Norske undersøgelser viser desuden, at der opnås bedre effektivitet med arbejder under overdækning end uden overdækning, fordi de udførende beskyttes med vejrliget. Regn, blæst og lave temperaturer reducerer effektiviteten på byggepladsen. Desuden undgår man vejrligsdage, og udtørringstiden for byggeriet reduceres.
Det bør vurderes, hvilke muligheder der er for alternative overdækninger. 
Der er grundlæggende fire måder at udføre overdækning af et byggeri:
  • Planlagte, lokale overdækninger kombineret med nat- og weekendlukninger samt nødvendig tildækning af åbninger i bygningen.
  • Bygning under eget tag – dvs. at selve bygningen forsynes med byggepladsmembran eller tag hurtigst muligt, og at dette bruges som overdækning for efterfølgende arbejder.
  • Brug af præfabrikerede elementer (eventuelt volumenelementer), som hurtigt giver tæt overdækning.  
  • Brug af totaloverdækning – eventuelt med indbygget kran eller mulighed for at lukke op ved levering/montering af større bygningsdele.
Metoderne kan også anvendes i kombination. Ved metoder, hvor der lukkes helt i både top og sider, opnås der lidt højere temperatur og derved bedre arbejdsmiljø om vinteren.
Tabel 10. Eksempler på egenskaber og krav til omgivelser afhængigt af ønsket overdækning. For nogle typer er der flere muligheder
Type
Beskyttel­sesgrad
Mobilitet
Fuldstændig
Delvis
Vandret
Lodret
Selvbærende konstruktion
Forankring i bygning
Fast beskyttelse over tag
X
X
Mobil beskyttelse over tag
X
X
X
X
Lodret forskydelig beskyttelse over tag
X
X
X
X
Beskyttelse med tag, som
løftes på plads
X
X
X
X
Facadedækning af stillads
X
X
Lokal afdækning
X
X
X
Fritstående haller
X
X
Provisoriske lager- og
værkstedsfaciliteter
X
X
X
Totaloverdækning er normalt den sikreste løsning – især ved kompliceret og fugtfølsomt byggeri – mens de andre metoder kræver flere overvejelser vedrørende planlægning og kontrol. 
Valg af overdækningsmetode bør baseres både på besparelser og udgifter. Etablering af overdækning er aldrig gratis, men udgiften skal vejes op mod besparelser fra mindre risiko for dyre fugtskader, færre vejrligsdage, bedre effektivitet og mindre sygefravær. 
De udførende beskyttes med vejrliget, og bygherrens udbudstidsplan kan reduceres med de lovpligtige vejrligsdage samt store dele af den nødvendige udtørringstid.
I forbindelse med bygningsreglementets frivillige bæredygtighedsklasse indgår også måling af energiforbrug og dokumentation af byggeaffald, fx på grund af fugtskader fra forkert oplagring. Ved at bruge overdækning vil energiforbrug til udtørring – og dermed CO2-udledningen – blive reduceret væsentligt, og også mængden af byggeaffald kan reduceres ved brug af overdækning og fugtbeskyttet oplagring.

2.3.3 Cost-benefit-analyse af overdækning

En cost-benefit-analyse af lønsomheden ved afdækning kan foretages med et beregningsprogram, som er tilknyttet denne anvisning. Programmet er bygget op i en række Excel-ark, som er låst, så der kun kan skives i nogle (gule) felter. Programmet indeholder link til sider med mere forklaring og noter, fx typiske værdier. 
Resultatet af beregningen er dels et estimat af besparelser ved totalinddækning, dels et estimat over udgifter. Besparelserne omfatter lønbesparelser, reduktion af udgifter til vinterforanstaltninger og reducerede udgifter til udtørring af fugt fra nedbør i byggeperioden. Udgifterne omfatter pris for overdækningen. Det samlede resultat er en anslået nettogevinst for overdækning under forudsætning af det bedste eller værste vejr. 
Der foreligger til brug for programmet oplysninger om priser, lønninger samt vejrdata. Modellen indeholder vejledninger til de enkelte beregninger og til, hvilke data som skal angives af brugeren. 
Der er ikke i anvisningen nogen detaljeret gennemgang af beregninger og forudsætninger, disse findes kun ved at gå ind i beregningsprogrammet.  
Der er mulighed for tre modeller:
  • Overslagsberegning. I overslagsberegningen er der indsat en række typiske værdier, så cost-benefit kan vurderes ud fra anslåede byggeomkostninger, byggeperiode, størrelse af overdækning samt lønbesparelse ved brug af overdækning. 
  • Hovedmodel. Med hovedmodellen er der mulighed for at indsætte detaljerede oplysninger om byggeprocessen, bemanding og besparelser for det enkelte projekt. Det kræver flere oplysninger, fx baseret på tidligere erfaringer. Findes pålidelige data, giver modellen den bedst mulige vurdering. I praksis er det formentlig sjældent, at det lønner sig at gå så meget i detaljer.
  • Hovedmodel med hjælpeværdier. Denne model er som hovedmodellen, men indeholder en række hjælpeværdier (estimater for en række udgifter), som kan bruges i beregningen og derfor reducere behovet for detaljeret viden om projektet. Dette vurderes at være en praktisk anvendelig løsning, hvor der ønskes en bedre vurdering, end der kan opnås ved overslagsberegning. 
For alle modeller gælder, at resultaterne afhænger af de antagelser, der gøres. For at opnå gode vurderinger giver cost-benefit-modellen mulighed for at indsætte mere nøjagtige data, hvis de findes, fx en indhentet pris, andre forudsætninger om projektomkostninger, bemanding, produktivitetsforbedringer samt sparede omkostninger til materialer og udtørring. Fx vil de omkostninger til overdækning, som er angivet i modellen, ikke nødvendigvis svare til, hvad der kan opnås af pris ved tilbud på overdækning, idet dette afhænger af lokale forhold og efterspørgsel. Findes en bedre pris ved tilbud, kan den indsættes i modellen i stedet for den angivne.
Alle oplysninger om beregningsmetoden findes i modellen. Det anbefales at sætte sig godt ind i cost-benefit-beregningens metode og forudsætninger, inden den tages i brug.
Modellen kan findes her: https://shorturl.at/esw46.
Figur 5 viser eksempel på totaloverdækning
Figur 6. Eksempel på totaloverdækning med stillads anvendt ved renoveringsopgave. I stedet for partiel overdækning, der kun dækker mindre områder af byggeriet og dets materialer, arbejdes der under totaloverdækning, så de udførende er beskyttet mod vejrliget, og der derfor kan arbejdes uafhængigt af nedbørssituationen. 
Ved totaloverdækning med stillads skal materialer, som skal løftes ned i arbejdsområdet, anbringes før overdækningen. Alternativt kan overdækningen udføres, så den kan åbnes eller være mobil, dvs. så den kan fjernes midlertidigt.
Ved renoveringsarbejder, fx af tag, vil totaloverdækninger ofte være at foretrække, fordi skader på eksisterende konstruktioner som følge af vandindtrængning under renoveringen kan blive meget bekostelige. Ved mindre arbejder kan det være en mere attraktiv løsning at anvende delvis overdækning, men det bør i så fald sikres, at overdækningen er tilstrækkeligt stor til at dække alle fugtfølsomme konstruktioner.
Hvis der vælges en løsning, der reducerer risikoen for fugtskader, kan der i nogle tilfælde opnås reduceret forsikringspræmie under henvisning til den nedsatte risiko.
Figur 7 viser fritstående totaloverdækning
Figur 7. Eksempel på fritstående totaloverdækning med indbyggede byggekraner anvendt ved nybyggeri. Foto: Sitecover.
Ved fritstående totaloverdækning med indbyggede kraner overdækkes hele byggepladsen. Alle elementer og leverancer kan derfor leveres under overdækningen og monteres med de indbyggede kraner.

2.3.4 Afledning af vand

Det skal altid sikres, at vand under byggeprocessen kan afledes, så byggematerialer ikke opfugtes eller tilsmudses, hverken under opbevaring eller i byggeprocessen. Allerede i projekteringsfasen bør der derfor tænkes på byggepladsens placering og udformning for at sikre vandafledning fra både opbevaringsfaciliteter og selve byggepladsen/bygningen. 
Den sikreste måde at håndtere vandafledning fra bygningen i udførelsesfasen er ved at bygge under totaloverdækning, med integreret vandafledning.
Ved mindre, lokale overdækninger skal det sikres, at vandet afledes helt væk fra bygningen og ikke blot til andre dele, hvor det kan medføre risiko for opfugtning. Byggepladsmembran, fx tagpap svejst på beton, skal udføres hurtigst muligt, så vandtætheden af bygningen sikres, og der skal etableres midlertidig afvanding fra byggepladsmembranen.
Interimsafvanding, inkl. tagrender, nedløbsrør mv. – også af totaloverdækninger – skal indtænkes i udbudsmaterialet, så det sikres, at nedbør ledes bort fra byggepladsen på forsvarlig måde. Ved mindre flader, hvor der ikke anvendes tagrender, skal det sikres, at vand kan afledes sikkert på anden vis. Vandet må ikke ledes ind under inddækningen, hvor det kan opfugte bygningen eller arbejdsområdet. 

2.4 Konstruktiv beskyttelse

For at opnå lang levetid er det vigtigt at udforme bygninger og overdækninger fugtteknisk korrekt, herunder sikre, at der sker så lidt opfugtning som muligt både i udførelsesfasen og i brugsfasen. 
Vær især opmærksom på, at skader ofte optræder ved detaljer som fx gennemføringer og tilslutninger. Antallet af kritiske detaljer bør derfor reduceres til det mindst mulige. 
Alle (især vanskelige) detaljer bør være tegnet og/eller beskrevet, og de bør være bygbare, dvs. de skal kunne udføres nemt og sikkert – også på en byggeplads.
Bygninger, bygningsdele og materialer bør generelt beskyttes mod opfugtning ved konstruktiv beskyttelse, og dette gælder i særdeleshed fugtfølsomme materialer og bygningsdele, fx sammensatte komponenter, træ og træbaserede plader, som kan blive nedbrudt på grund af opfugtning. Herved sikres det, at materialer eller konstruktioner ikke ødelægges, fx som følge af råd og svamp, og at der ikke opstår sundhedsmæssige gener, fx som følge af vækst af skimmelsvamp. Som udgangspunkt bør alle bygninger udformes efter det såkaldte 6 V-princip
Vis Vand Væk – Vand Volder Vanskeligheder
Figur 8 viser 6V princippet om afledning af vand
Figur 8. 6V-princippet indebærer bl.a., at overflader, som er eksponeret for nedbør, udformes med godt fald udad, at det sikres, at vand ledes helt væk fra fugtfølsomme dele, at der anvendes tilstrækkelig spaltestørrelse – mindst 5 mm – for at hindre, at vanddråber kan danne ‘bro’ over åbninger, at vand ikke kan blive hængende, at afslutninger udformes med drypkant, og at vanddamp ventileres væk.
Klimaskærmen skal udformes, så mindst muligt vand udefra kan trænge ind i og opfugte konstruktionerne. Den konstruktive beskyttelse skal derfor:
  • reducere fugtpåvirkningen på bygninger og konstruktioner mest muligt.
  • sikre, at den fugt, der uundgåeligt vil komme ind, kan fjernes igen, fx ved dræning og ventilation.
  • sikre, at der anvendes materialer og konstruktioner, som er kompatible (forenelige) og egnede til formålet, og som kan tåle den forudsete fugtpåvirkning.
Selvom det forsøges at gøre konstruktioner og bygningsdele tætte, vil der uundgåeligt ofte trænge vand ind. Det er vigtigt for levetiden af konstruktionen, at det vand, som trænger ind, ledes hurtigt ud igen, så konstruktionerne kan tørre ud. 
Alle detaljer – og især de svære – skal være gennemprojekteret, så detaljerne ikke først udformes på byggepladsen. Ved udformning af detaljer er det væsentligt at være opmærksom på, at ved kraftig blæst kan regn og sne bevæge sig vandret og under særlige omstændigheder, fx ved tagkanter og hjørner, tilmed opad. Nedbør – og især fygesne – kan herved komme igennem ganske små sprækker.
Nedenfor er gennemgået en række forhold, som kan medvirke til konstruktiv beskyttelse.

2.4.1 Udhæng og overdækninger

Udhæng

Udendørs konstruktioner skal så vidt muligt overdækkes, så de beskyttes mod nedbør. I DS/EN 1996-2 DK AN:2007 angives (for murværk), at der opnås beskyttelse af ydervæggen, hvis forholdet mellem udhænget (U) og højden af væggen (H), dvs. U/H ≥ 0,15, se figur 1.
Dette stemmer med erfaringen om, at et tagudhæng på ca. 600 mm giver god beskyttelse af mindre bygninger, dvs. op til ca. 4 m højde. Udhæng giver også beskyttelse af højere bygninger, men virker primært på den øverste del af facaden (som til gengæld er den del, der er mest belastet af slagregn).
Figur 9 viser, at udhæng beskytter de øverste dele af facaden.
Figur 9. Udhæng beskytter de øverste dele af facaden. I DS/EN 1996-2 DK AN:2007 angives (for murværk), at der opnås beskyttelse af ydervæggen, hvis forholdet mellem udhænget (U) og højden af væggen (H) ≥ 0,15. Dette stemmer med erfaringen om, at for mindre bygninger er blot 600 mm udhæng tilstrækkeligt til at beskytte hele facaden (op til ca. 4 m højde). Der udføres mindst 150 mm sokkel, som skal være tæt og kunne tåle opsprøjt fra regnvand. 

Overdækninger

Overdækninger omfatter fx sålbænke, vandbrædder over vinduer og afdækninger af vindskeder. Overdækningerne udføres for at lede vand væk fra facader, bjælkeender mv., så det kan dryppe af uden at forårsage opfugtning. Underkanter af overdækninger bør afsluttes med en drypkant/vandnæse. Drypkanten bør typisk stikke 30 mm frem i forhold til den omgivende bygningsdel, så det sikres, at vandet drypper af uden for facaden osv. 
For at sikre afledning af vand skal oversiderne af udhæng og overdækninger udføres med veldefineret fald. Faldet skal indrettes efter konstruktion og materiale, men bør som hovedregel være mindst 1:10 (10 mm pr. 100 mm).
Afdækninger, som vender opad, bør udføres med afrundede kanter, fx for træ med en radius på mindst 3 mm. 
For at undgå, at vand bliver hængende i spalter på grund af kapillarvirkning, bør der være mindst 5 mm luft under drypkanter, fx mellem vindueskarm og gående rammer, se figur 8. Af samme årsag bør stødsamlinger i træ undgås (træ suger mest fugt op gennem endetræet).
Figur 10 viser eksempler på konstruktiv beskyttelse ved overdækning
Figur 10. Eksempler på konstruktiv beskyttelse ved overdækning.
1. Murværk beskyttes mod opfugtning ved hjælp af afdækning med godt fald og afsluttet med vandnæse. Samlinger mellem afdækningselementer tætnes, fx ved overlap eller med egnet fugemasse.
2. Bjælkeoverside og ender beskyttes fx mod opfugtning ved afdækning med metalprofiler, som tillader ventilation mellem træ og afdækning (så fugt kan fjernes).
Figur 11 viser eksempler på konstruktive forholdsregler ved samlinger
Figur 11. Eksempler på konstruktive forholdsregler ved samlinger, som er forsynet med inddækninger i nødvendigt omfang, så det sikres, at vand ledes frem til overfladen. Afslutninger udføres med drypkant/skrå afskæring eller vandnæse, der sikrer, at vand ledes ud og drypper af uden for konstruktionen. Ved denne type konstruktioner er 10 mm afstand fra yderside beklædning til drypkant tilstrækkeligt. Inddækninger føres ind til spaltens bagside og overlappes om muligt med eventuel vindspærre.

2.4.2 Opsprøjt fra terræn

For at beskytte bygningen bør arealerne langs bygningen udformes, så de beskytter bygningen bedst muligt mod opsprøjtende regnvand. Ifølge gældende retningslinjer skal sokler være mindst 150 mm. For træbeklædninger kan det dog være nødvendigt at slutte beklædningen endnu højere, fx 200-300 mm, hvis der er meget opsprøjt. 
Opsprøjt kan reduceres ved hensigtsmæssig udformning af arealerne op mod bygningen, dvs. ved at anvende overflader, som er irregulære og/eller åbne, så regnvand kan trænge igennem, men ikke sprøjte op.
Forsøg (Ginnerup og Brandt, 2014, Niveaufri adgang under hensyntagen til forventede klimaændringer) har vist følgende:
  • Hårde, plane overflader, fx fliser, giver mere opsprøjt end mere irregulære overflader, fx med græs eller sten. Betonfliser kan returnere 15-20 % af almindelig nedbør som opsprøjt på en facade op til ca. 170 mm. Granitskærver dæmper opsprøjtet meget væsentligt.
  • Ved anvendelse af render med riste er ristens udformning af betydning for dæmpningen af opsprøjtet. 
  • Helt åbne gitterriste giver lav grad af opsprøjt.
  • Bredder ned til 200 mm giver ikke væsentligt forøget grad af opsprøjt. 
  • Smalle linjeafvandingsspalter med betonbelægning giver en høj grad af opsprøjt.
På baggrund af ovenstående anbefales sokkelhøjder på 200 mm ved lave facader og/eller facader med udhæng og sokkelhøjder på 300 mm ved høje facader og lave facader uden tagudhæng. 
Der bør også tages hensyn til beskyttelse af facader ved udformning af terræn langs facaden. Fx vil græs, granitskærver eller åbne gitterriste med en bredde på mindst 200 mm hindre opsprøjt sikkert. Riste med større dækningsprocent end 25 % af arealet bør undersøges mht. dæmpning af opsprøjt. 

2.4.3 Fugtbetingede bevægelser

Fugtbetingede bevægelser i materialer – hvilket især er vigtigt for træbaserede materialer – skal kunne optages, uden at konstruktionen skades, herunder bliver utæt for nedbør. Der skal også tages hensyn til, at der kan ske opfugtning af allerede monterede materialer, fx trægulve eller loftplader, hvis der udføres arbejder, der tilfører fugt, fx omfattende maler- eller pudsearbejder. For at undgå skadelig opfugtning skal der sørges for fornøden udtørring enten ved opvarmning og ventilation eller ved brug af affugter. 
Ved hensyntagen til fugtbevægelser skal man være opmærksom på, at dimensionsændringerne normalt er forskellig i forskellige retninger i det samme materiale, fx er længdeudvidelsen for træ typisk kun ca. 1/10 af den gennemsnitlige udvidelse på tværs af træet. Dimensionsændringerne for træbaserede produkter, fx krydsfiner eller OSB-plader, afhænger af fugtindholdet ligesom for træ. Der er betydelig forskel på fugtbetingede dimensionsændringer afhængigt af materialernes opbygning. 
For massive trægulve regnes fx ofte med, at én procent ændring i træfugten medfører ca. 0,22 % ændring i bredden af brædderne. Det betyder under almindelige brugsbetingelser, at trægulve kan få en samlet dimensionsændring fra den tørreste til den fugtigste del af året på ca. 1,5 %. Især for løvtræsgulve, fx bøg, ask og eg, skal der tages hensyn til dimensionsændringerne, ved at lægge brædderne efter et såkaldt ‘10-bræts mål’. Det vil sige, at brædderne lægges med en lille indbyrdes afstand, så der er mulighed for, at de kan udvide sig i den fugtigste del af året. For yderligere oplysninger henvises til TRÆ 64, Trægulve – lægning, samt SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – bygningsdele. Tilsvarende gælder for pladematerialer, at der skal tages hensyn til årstidsvariationer, fx skal krydsfiner og OSB-plader, der anvendes som underlag for tagpap, lægges med en afstand, der sikrer plads til dimensionsændringer som følge af årstidsvariationer. 
Forskellige materialer har som hovedregel forskellig fugtudvidelse, og der skal derfor tages hensyn til eventuelle forskelle i bevægelser mellem tilstødende materialer. 
Tabel 11. Dimensionsstabiliteten af materialer er af betydning ved sammenbygning mellem materialer. Der skal sikres mulighed for, at dimensionsændringer kan ske uden hindring, og at der ved materialer, som skal sammenbygges, tages hensyn til eventuelle forskelle i dimensionsændringer. Tabellen viser typiske værdier, og det anbefales, at der indhentes oplysninger fra leverandøren om de aktuelle materialer.
Materiale
Dimensionsændring i (mm/m) pr. % 
ændring i fugtindhold
Fyr, gran Aksialt
Radialt
Tangentialt
0,15
1,3 – 1,5
2,5 - 3,0
Bøg og eg Aksialt
Radialt
Tangentialt
0,15
2
3 – 4
Krydsfiner*
0,15
OSB/3* Længde/bredde
0,3/0,4
OSB/4* Længde/bredde
0,2/0,3
Spånplader P4+P6* Længde/ bredde
P5*
0,5/0,5
0,3/0,4
Cementspånplader* Længde/bredde
0,5/0,5
Gipsplader
< 0,1
Fibercementplader
< 0,1
* For træbaserede plader stammer de angivne værdier fra Træ 60, Træplader, Træinformation 2021, som indeholder yderligere oplysninger om disse pladetyper.

2.4.4 Ventilation af konstruktioner

Den mest anvendte metode til at fjerne fugt i luft og materialer er ved at ventilere hulrummene i konstruktionerne med udeluft, fx spalten bag beklædningen på en facade eller loftsrummet i en tagkonstruktion. Ventilation fungerer dog kun, hvis ventilationsluften har mindre fugtindhold end de hulrum, der ventileres. Især skal man være varsom, hvor der er risiko for afkøling af ventilationsluften, fx ved kældre og krybekældre. I disse konstruktioner kan afkøling af ventilationsluften om sommeren betyde så kraftig stigning i den relative luftfugtighed, at der kan være risiko for skimmelvækst. 
Bemærk, at fugtfølsomme materialer, fx gipsplader eller træbaserede materialer, normalt ikke må anbringes, så de er lukket inde mellem damptætte membraner – der skal være mulighed for ventilation, så fugt kan fjernes. 
To dampspærrer i en konstruktion kan dog accepteres, forudsat at de begge ligger på isoleringens varme side, så der ikke er kondensrisiko. Fx kan en eksisterende dampspærre bag forskalling i et loft bevares ved etablering af en ny dampspærre, såfremt begge dampspærrer ligger højst 1/3 inde i isoleringslaget regnet fra den varme side.

2.4.4 Et-trins og to-trins tætning

Et-trins tætning

Ved et-trins tætning skal ét lag tætne både mod regnvand og vind. Vindtrykket vil medføre en trykforskel mellem de to sider af konstruktionen, og trykket kan presse regnvand ind gennem selv den mindste utæthed. Anvendelse af ettrins løsninger bør derfor så vidt muligt undgås.

To-trins tætning

Effekten af samtidig påvirkning af vind og nedbør kan undgås ved at anvende en såkaldt to-trins tætning, hvor den udvendige konstruktions eller fuges funktioner er fordelt mellem to lag: 
  • Yderst en regnskærm – regntætning
  • Inderst et vindstandsende lag – lufttætning.
De to lag er adskilt af et hulrum, som er ventileret til det fri gennem ventilationsåbninger i regnskærmen. Princippet i to-trins tætning er illustreret i figur 12.
Figur 12 viser principskitse af to-trins opbygning af konstruktion
Figur 12. Principskitse af to-trins opbygning af konstruktion. Funktionen af ydervæggen er opdelt, så der yderst er en regnskærm og indvendigt en vindtæt del. Til venstre ses vinden, som påvirker facaden med vindtryk. På grund af de små åbninger i regnskærmen er der stort set samme tryk på begge sider af regnskærmen. Der er derfor ikke nogen nævneværdig trykforskel over regnskærmen. Da der ikke er nogen nævneværdig trykforskel, er det kun små mængder vand, der trænger ind bag regnskærmen og endnu mindre mængder, der presses over hulrummet. Til højre ses, at trykfaldet (pu – pi) sker over den bageste del af konstruktionen eller fugen. Trykfaldet kan fx ske over en vindspærre, en dampspærre eller en indvendig fuge, men kan også ske gradvis gennem konstruktionen.  
Det første trin i to-trins tætningen er den udvendige beklædning (regnskærmen), der skal afvise hovedparten af regnvandet. Regnskærmen skal ikke være helt tæt, men skal være forsynet med ventilationsåbninger til hulrummet mellem regnskærmen og det vindtætte lag. Luftmellemrummet står altså i forbindelse med udeluften, så vindtrykket vil forplante sig ind i hulrummet. Herved opnås, at der er næsten samme lufttryk på begge sider af regnskærmen. Da der ikke er nogen nævneværdig trykforskel, vil kun små mængder vand blive presset gennem åbningerne i regnskærmen. Hulrummets bund drænes, så de små vandmængder, der trænger ind, ledes ud igen. Hulrummene skal afbrydes efter behov afhængigt af vindforholdene, fx ved hjørner af bygninger, så der ikke opstår undertryk i hulrummet på grund af forplantning af sug fra læsiden af bygningen.
De bageste dele af konstruktionen, fx bagvæggen, vindspærren, dampspærren eller en indvendig fuge, skal optage vindtrykket (varetage vindtætningsfunktionen). 
Ved to-trins tætning kan regnskærmen udføres af diffusionstætte materialer, mens en eventuelt vindspærre, der dækker isoleringen bag regnskærmen, derimod skal være diffusionsåben (den skal tillade, at fugt indefra kan slippe ud).

2.4.6 Dampspærre og lufttæthed

For at hindre vanddamp fra indeluften i at trænge ud i de omgivende konstruktioner og opfugte disse skadeligt, anbringes normalt en dampspærre på den varme side af isoleringen. Ud over at hindre opfugtning skal dampspærren også medvirke til at sikre bygningens lufttæthed. Dampspærren skal altså hindre opfugtning både som følge af diffusion og konvektion. 
Normalt skal dampspærren have en vanddampdiffusionsmodstand, Z-værdi, på mindst 50 GPa s m2/kg. Lavere værdier bør kun anvendes i samråd med leverandøren af dampspærren, fx i forbindelse med ‘systemløsninger’, hvor dampspærre og evt. vindspærre er afpasset til brug sammen: dvs.: 
Zdampspærre ≥ 10 × Zvindspærre
Figur 13  viser, at man bruger dampspærre for at hindre fugt fra indeluften i opvarmede bygninger.
Figur 13. I opvarmede bygninger bruges der normalt en dampspærre for at hindre fugt fra indeluften i at diffundere ud i væggen. For at hindre ophobning af fugt/kondensation skal materialer, fx vindspærre, som ligger længere ude i væggen, have en Z-værdi, som er højst 1/10 af dampspærrens Z-værdi. Fugten skal kunne passere uhindret ud gennem konstruktionen.
Dampspærrematerialer i form af folier skal være CE-mærket efter DS/EN 13984, Fleksible membraner til fugtisolering og DS/EN 13859-1, Fleksible membraner til fugtisolering. Der findes også dampspærrematerialer, som påføres i flydende form. Ved brug af disse er det vigtigt, at der påføres tilstrækkeligt membran til at sikre den ønskede diffusionsmodstand. Der bør foreligge dokumentation for materialet, herunder vejledning om brugen med angivelse af, hvordan samlinger, gennemføringer og tilslutninger udføres.
I praksis er det normalt vigtigere, at samlinger, gennemføringer osv. er lufttætte, end at materialet er meget diffusionstæt. Dette skyldes, at fugttransport ved konvektion som regel er langt større end ved diffusion, se figur 14. Ofte anvender man et såkaldt tæthedsplan, se figur 15. Tæthedsplanet (vist med rød streg) skal være sammenhængende/lufttæt, dvs. så der ikke er mulighed for, at kold udeluft trænger ind i bygningen, eller at varm, fugtig indeluft trænger ud i konstruktionerne. Dampspærren er vigtig for lufttætheden, idet den normalt udgør en væsentlig del af tæthedsplanet. Yderligere beskrivelse af lufttæthed er angivet i SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – bygningsdele, i SBi-anvisning 214, Lufttæthed, samt Byg-Erfa-bladene (99) 20 04 27, Bygningers lufttæthed og (99) 16 08 31, Lufttæthed i ældre bygninger – efter renovering og fornyelse.
Figur 14 viser, at kold luft ofte trænger ind gennem utætheder i klimaskærmen.
Figur 14. I praksis trænger der ofte kold luft ind i bygninger gennem utætheder i klimaskærmen. Der trænger også varm indeluft ud – enten til det fri eller ud i de kolde konstruktioner, hvor de kan medføre opfugtning. 
Figur 15 viser, at tætningsplanet skal være sammenhængende/lufttæt.
Figur 15. Tæthedsplanet (vist med rød streg) skal være sammenhængende/lufttæt, dvs. så der ikke er mulighed for, at kold udeluft trænger ind i bygningen, eller at varm, fugtig indeluft trænger ud i konstruktionerne. Vinduer og døre er en del af tæthedsplanet.
For nyt byggeri kræver bygningsreglementet (BR18), at luftskiftet gennem jævnt fordelte utætheder i klimaskærmen ikke må overstige 1,0 l/s pr. m2 opvarmet etageareal ved prøvning med en trykforskel på 50 Pa over klimaskærmen. Med opfyldelse af dette krav kan det normalt forventes, at bygningen også er sikret mod problemer som følge af konvektion.
Da bygningens fugtforhold ofte er meget afhængige af dampspærrens funktion, bør dampspærre og tilhørende hjælpematerialer, fx tape og fugemasse, have lang levetid – og den bør være dokumenteret. Det anbefales, at der så vidt muligt anvendes systemløsninger, dvs. hvor membran, tape, klæber mv. er fra samme leverandør og er beregnet til brug sammen.

Fugtadaptive dampspærrer

En særlig type dampspærrer er de fugtadaptive dampspærrer, som er betegnelsen for specialfolier, hvor diffusionsmodstanden afhænger af omgivelsernes relative luftfugtighed. Bemærk, at alle produkter har begrænsede anvendelsesområder og brugsbetingelser, hvilket skal være specificeret og udtrykkeligt oplyst af det pågældende produkts leverandør. Anvendelsen er derfor typisk begrænset til flade tage (hældning < 10°) og til tage med ensidig taghældning mod retninger fra sydøst over syd til sydvest. Tagdækningen skal være mørk, fx tagpap, mørk tagfolie eller zink. Der skal udvises særlig opmærksomhed, hvis fugtadaptive dampspærrer ønskes anvendt i fugtbelastningsklasse 3, jf. SBi-anvisning 273, Tage (Brandt et al., 2019). Fugtadaptive dampspærrer frarådes anvendt i fugtbelastningsklasserne 4 og 5.

Udførelse af dampspærre

For at sikre mod konvektion af fugtig rumluft skal dampspærren udføres lufttæt, hvilket kræver:
  • At detaljerne er projekteret omhyggeligt, så det projekterede er bygbart, herunder med korrekte gennemføringer og egnede materialer.
  • At dampspærren er monteret korrekt – især ved udførelsen af detaljer, som sikrer lufttæthed. 
  • At elinstallationer disponeres, så de i mindst muligt omfang kræver gennembrydning af dampspærren.
  • At eventuelle skader bliver udbedret på betryggende vis og med de materialer, som producenten/leverandøren foreskriver, fx specialtape. 
Dampspærren skal altid opsættes, før opvarmning påbegyndes, da byggefugt ellers kan trænge ud i konstruktionerne og forårsage kondens.
Figur 16 viser at samling af dampspærrer skal udføres med mindst 50 mm overlap.
Figur 16. Samling af dampspærrer skal udføres med mindst 50 mm overlap, der samles med tape (a), eller ved klæbning med fugebånd eller lim (b). Lufttæthed kan kun sikres, når samlingen sker på fast underlag. Den sikreste samling (c) opnås ved at anvende en tapet eller klæbet samling, som også er klemt. Klemte samlinger (d) uden tape eller klæbning, som tidligere var almindelige, kan ikke sikre lufttætheden.

Placering

Dampspærren skal placeres på den varme side af isoleringen – i boliger så tæt som muligt på de opvarmede rum. Erfaringsmæssigt er den mest sikre placering af dampspærren dog lidt inde i isoleringen – regnet fra indersiden (den varme side). Her er dampspærren godt beskyttet både mod nedbrydning forårsaget af UV-lys og utilsigtet gennemhulning. 
Figur 17 viser et eksempel på dampspærres placering i ydervæg
Figur 17. Eksempel på dampspærres placering i ydervæg. Dampspærren er placeret på den varme side, men er i eksemplet trukket 45 mm ind i isoleringslaget (placeringen kan være indtil 1/3 inde i isoleringslaget). Med denne placering er dampspærren beskyttet, og samtidig kan elkabler mv. trækkes inden for dampspærren, som derfor ikke gennembrydes.
Når dampspærren placeres et stykke inde i konstruktionen, kan fx elkabler og eldåser monteres i konstruktionen inden for dampspærren, så den ikke skal gennembrydes. Dampspærren må dog højst anbringes 1/3 inde i isoleringslaget regnet fra den varme side. Erfaringen viser, at såfremt dampspærren placeres et stykke inde i konstruktionen, skal der udvises særlig omhu med at gøre den lufttæt, da senere udbedring er stort set umulig. Eventuelt kan dampspærrens lufttæthed prøves, inden den dækkes med yderligere lag. 
Alternativt bør elinstallationer, fx lampeudtag, disponeres, så de placeres i konstruktioner uden dampspærre. Lampeudtag kan fx anbringes øverst i indervægge i stedet for i loft, jf. SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed, Byg-Erfa blade om dampspærrer og www.membranerfa.dk
Yderligere oplysninger om udførelse af dampspærre findes i SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – bygningsdele.

2.4.7 Fugtspærre

Fugtspærren skal sikre, at vand ikke suges kapillært op, fx gennem fundament eller terrændæk. Fugtspærren på større flader, fx terrændæk, består som regel af en membran, fx af plastfolie. Fugtspærre på fundamenter er typisk fundamentspap eller -folie, der anvendes som skillelag mellem fundament og overliggende konstruktion. Ved etablering af fugtspærrer, er det vigtigt at sikre tæthed overalt, så der ikke kan suges fugt op uden for fugtspærren.
Fugtspærrematerialer skal være CE-mærket efter DS/EN 13984, Fleksible membraner til fugtisolering og DS/EN 13859-1, Fleksible membraner til fugtisolering.

2.4.8 Vindspærre

En vindtæt afdækning kan fx anvendes uden på isoleringen i ventilerede facadekonstruktioner eller oven på isoleringen i ventilerede tagkonstruktioner. Formålet er at undgå luftstrømning i isoleringsmaterialet og deraf følgende reduktion af isolansen. Vindspærre kan normalt udelades ved lavt byggeri, hvor den bagvedliggende konstruktion kan anses for tæt. Nogle isoleringsmaterialer, fx mineraluld, hvor det yderste lag er udført af hårdt, tæt materiale, er selv i stand til at klare en vis vindpåvirkning uden behov for vindspærre. 
Det er vigtigt, at det vindtætte lag har en passende lille diffusionsmodstand i forhold til diffusionsmodstanden af en evt. dampspærre og andre lag på konstruktionens varme side.
Erfaringen viser, at diffusionsmodstanden af det vindtætte lag som hovedregel skal være 10 gange mindre end diffusionsmodstanden af materialerne på konstruktionens varme side – typisk dampspærren. Bygninger med et indeklima svarende til fugtbelastningsklasse 1 eller 2, jf. SBI-anvisning 277, Fugt i bygninger – teori, beregning og undersøgelse, kan dog – efter en fugtteknisk vurdering af den aktuelle konstruktion – undertiden udføres med ned til en faktor 5 i forskel mellem diffusionskoefficienterne.
Det vindtætte lag skal være bestandigt og ikke mindst modstandsdygtigt over for de påvirkninger, som kan forekomme under brug.
Tabel 12. Eksempler på vindspærrematerialer med typisk Z-værdi og brandklassifikation. Bemærk, at der ved et konkret byggeri skal anvendes den værdi, som gælder for det aktuelt anvendte produkt.
Materiale
Typisk Z-værdi
Typisk brandklassifikation
GPa s m2/kg
Let asfaltpap (vindpap)
3-8
Kan ikke klassificeres
3 mm træfiberplade
1-3
Kan ikke klassificeres
6 mm asfaltimprægneret træfiberplade
1-3
Kan ikke klassificeres
9 mm glasfiltbeklædt vindgipsplade
0,5-1
klasse K1 10 / B-s1,d0
8-9 mm fibercementplade
1-4
klasse K1 10 / B-s1,d0
12 mm kalciumsilikatplader
1
klasse K1 10 / B-s1,d0
10 mm cementspånplader
1-3
klasse K1 10 / B-s1,d0
Kunststoffolier af forskellig art
0,3-2
Afhængig af materiale

2.4.9 Fald på terræn

For at minimere risikoen for oversvømmelser bør placering på lavt terræn, som ligger i udsatte områder, undgås. Der kan eventuelt anvendes en såkaldt ‘varft’ (lokal terrænregulering) for at løfte bygningen og derved minimere risikoen for oversvømmelser.
Figur 18 viser at risiko for oversvømmelse kan reduceres med en mindre terrænregulering
Figur 18. Ved lavtliggende terræn kan en mindre terrænregulering løfte bygningen, så risikoen for oversvømmelse reduceres. 0,5 m regulering i forhold til naturligt niveau er ofte tilladt. Fuld sokkelhøjde og lokale ramper kan give yderligere sikkerhed mod oversvømmelse ved skybrud. Vand fra render, ved indgang, terrasse mv. afledes til terræn.
For at reducere vandpåvirkningen skal terrænet have fald væk fra bygningen de første ca. 3 m. Vandet afledes, fx til kloak eller faskine. Faldet skal være mindst 1:40 og gerne mere. For arealer med fast, tæt overfladebelægning, fx fliser, kan faldet eventuelt reduceres, men det bør aldrig være under 1:50. Ved etablering af fald skal der tages højde for, at der kan ske sætninger. Det nødvendige fald skal være til stede, også efter at eventuelle sætninger har fundet sted. Ved bygninger på skrånende terræn skal vandet ledes uden om bygningen, og eventuelt udføres desuden afskærende dræn.
Figur 19 viser, at terrænet skal udføres med et fald væk fra bygningen
Figur 19. Terrænet udføres med fald væk fra bygningen på mindst de første 3 m for at lede vand væk fra bygningen og derved undgå/reducere fugtskader.

2.4.10 Vandtryk og dræn

Risikoen for opfugtning er især stor, hvis der kan stå vand langs ydersiden af bygningen, fordi der så kan opstå vandtryk på fundamenter og især kældervægge og kældergulv. Dette vand vil typisk trænge ned fra jordoverfladen gennem tilbagefyldet langs væggens yderside. Det skal derfor sikres, at vand kan ledes bort lige så hurtigt, som det tilføres. Normalt sker dette ved, at der drænes med et omfangsdræn langs husets ydervægsfundamenter. Langs kældervægge placeres et drænende lag, et såkaldt vægdræn, der opfanger overfladevand og fører det til omfangsdrænet. Foroven afsluttes med et mindst 0,2 m tykt tætnende lag, fx lermuld, så overfladevand ledes væk. Se SBi-anvisning 279, Fugt i bygninger – bygningsdele.
Kun hvor grunden er med selvdrænende materiale, fx groft sand, kan omfangsdræn udelades. Dræning skal udføres i overensstemmelse med DS 436, Norm for dræning af bygværker. 
Figur 20 viser fugtreducerende tiltag omkring bygning
Figur 20. Fugtreducerende tiltag omkring bygning: Fald på terræn, mindst 1:40 mindst de første ca. 3 m fra bygningen – også efter eventuelle sætninger. På arealer med fast, tæt belægning, fx fliser på terrasser og gangstier, kan faldet eventuelt reduceres til 1:50. Sokkelhøjden er mindst 150 mm for at undgå opfugtning af fugtfølsomme dele i ydervæggens nederste del. Med træbeklædning på væggen bør sokkelhøjden eventuelt øges (afhængigt af geometri af terræn/rist). Omfangsdræn er etableret for at fjerne nedsivende overfladevand og undgå vandtryk på fundament eller kældervæg. Tilfyldning af renden skal ske med drænende materiale, men der afsluttes med et mindst 0, 2 m tykt lag tætnende jord, fx lermuld, eller med en fast, tæt belægning på terræn. Drænledningen bør med de nuværende isoleringskrav ligge i en dybde på mindst 0,75 m for at undgå frost.

2.4.11 Ventilation af rum

En elementær foranstaltning til at forebygge fugtskader på grund af kondensation er at sikre et passende lavt vanddampindhold i rumluften gennem ventilation med udeluft kombineret med opvarmning. Det nødvendige luftskifte afhænger af den aktuelle fugttilførsel. 
I bygningsreglementet stilles der krav om, at der i boliger skal tilføres frisk luft med mindst 0,3 l/s m2, hvilket ved en rumhøjde på 2,5 m svarer til et luftskifte på mindst 0,5 gange pr. time.
I beboelsesrum i enfamiliehuse anses ventilationsbehovet for tilgodeset ved naturlig ventilation, blot der er oplukkeligt vindue/åbning mod adgangsrummet og regulerbar ventil i vindue eller ydervæg med en samlet fri åbning på mindst 60 cm2 pr. 25 m2 gulvareal. I bygningsreglementet er der endvidere specifikke krav til ventilation fra baderum, wc-rum, bryggers og køkkener. Der kræves anvendelse af mekanisk ventilation undtagen i enfamiliehuse, hvor der kan bruges naturlig ventilation. 
Ventilation af opvarmede rum bør ske ved udsugning eller balanceret ventilation, så der er undertryk i bygningen i forhold til inde i konstruktionerne. Anvendelse af overtryksventilation frarådes, da det medfører risiko for, at fugtig luft presses ind i konstruktionerne. 

2.5 Fugtsagkyndige

Bygherren bør anvende en fugtsagkyndig for at reducere risikoen for fugtproblemer. Den fugtsagkyndige vælges af bygherren i samarbejde med bygherrerådgiveren. Valget bør ske på baggrund af den fugtsagkyndiges kompetencer. Bygherrerådgiveren bør selv have god viden om fugtforhold og deres betydning og skal kunne vurdere, hvor og hvornår der er behov for en fugtrådgiver, som kan bistå med supplerende kompetencer. Bygherrerådgiveren skal sikre, at den fugtsagkyndiges råd implementeres i byggeriet.
Den fugtsagkyndige kan bistå i forbindelse med en forhåndsdialog med myndighederne, i diskussioner med de projekterende og i andre bestræbelser på at undgå fugtproblemer, ud over de krav, myndighederne stiller.
Det er op til bygherre at vælge, hvilke forhold det er hensigtsmæssigt at lægge vægt på i det aktuelle projekt. Bygherrens krav til kompetencer bør tilpasses den type opgaver, den fugtsagkyndige skal udføre i det aktuelle byggeri. 
Typiske opgaver, hvor en fugtsagkyndig kan bistå, er følgende: 
  • Udformning af udbudsmateriale
  • Er der krav til transport af materialer, komponenter mv.?
  • Er der særlige krav til modtagekontrol på byggeplads?
  • Hvordan kan/skal indbygning ske på byggeplads?
  • Er der mulighed for interimsafdækning i udførelsesfasen? 
  • Hvordan udformes byggeriet? Stor kompleksitet med mange sammenskæringer eller store åbninger i byggeriet medfører mange detaljer og kan gøre afdækning i udførelsesfasen vanskelig.
  • Er byggeriet med udsat beliggenhed?
  • Hvilke materialer anvendes? Anvendelse af fugtfølsomt materiale kan betyde øget behov for kontrol/dokumentation.
  • Hvordan er byggeprocesserne? Anvendes våde eller tørre byggeprocesser? 
  • Hvis der anvendes præfabrikerede bygningsdele, er disse da fugtfølsomme og kræver specielle hensyn?
  • Hvilken fugtrisikoklasse er byggeriet i (baseret på forventede påvirkninger og følsomhed af materialer og bygningsdele)? 
  • Betyder montageforhold, at afdækning skal kunne flyttes?
Hvornår i byggeriet der er brug for en fugtsagkyndig, beror på et skøn i hvert enkelt tilfælde, og kravene kan således være meget forskelligartede. I tabel 13 er vist eksempler på, i hvilke faser en fugtsagkyndig typisk vil bistå:
Tabel 13. Eksempler på, i hvilke faser en fugtsagkyndig typisk vil bistå, afhængigt af den pågældende opgave.
Beskrivelse 
Transport-
forhold 
Oplag på
byggepladsen 
Fugtforhold
ved indbygning 
Fugtforhold
ved færdiggørelse 
Bygningsdele af træ og træbaserede
materialer 
X
X
X
X
Beton støbt in situ
X
Bygningsdele af hygroskopiske mineralske
materialer; fx gips og porebeton 
X
X
X
Isoleringsarbejder på ydervægge, kældre
og fundamenter 
X
X
X
Våde fugeudstøbninger, gulvstøbning,
pudsning osv. 
X
Montering af vinduer, udvendige døre og
gennemføringer i klimaskærm
X
X
X
X
Tage, fx arbejder ved lægning og lukning
af tegltag eller varme tage
X
Alle leverandører i en byggesag har ansvaret for, at egne produkter er fugtteknisk i orden og har den fornødne fugttekniske dokumentation, som man kan bede om at få fremlagt. Bygherrens fugtsagkyndige overtager ikke det almindelige ansvar for leverandørers produkter og ydelser.

2.5.1 Krav til fugtsagkyndiges kompetencer

Fugtsagkyndige bør have passende kompetencer inden for relevante områder, fx:
  • Fugtteori – grundlæggende fugtmekanik
  • Fugt i materialer – fugtkapacitet, sorptionskurve
  • Fugttransport i materialer – dampdiffusion, konvektion og kapillarsugning
  • Materialekendskab – beton, træ, murværk, pladematerialer, letklinker osv.
  • Måleteknik – måling af fugtforhold, både øjebliksmålinger og løbende registrering
  • Fugt i bygninger og bygningsdele – ventilerede og uventilerede konstruktioner
  • Beregning af fugttransport
  • Udtørring, tid og teknik
  • Skimmelvækst – vækstbetingelser, prøvning og udbedring
  • Kvalitetsstyring – granskning, kontrol og kontrolplan
  • Fugtteknisk dokumentation – transport, oplag, indbygning osv.
Bygherren bør forlange, at den fugtsagkyndige kan dokumentere sine kompetencer inden for relevante fugttekniske områder og må vurdere, om de kan betragtes som tilfredsstillende til den aktuelle opgave.